CasaPigna Italia › Madkulturen

Madkulturen

Det er ikke nogen tilfældighed, at Nervia-dalen har en høj stjerne hos forfatteren Anders Grøndal, der har skrevet en række bøger om mad- og madkultur i Italien.
Områdets restauranter og osteriaer serverer en række forskellige egnstypiske retter med områdets råvarer som fx svampe og vildsvin.
Og man går med garanti ikke sulten fra bordet, hvis man har bestilt en af den menu, som typisk er restaurantens hovedtilbud, for så får man flere slags antipasti, pastaer, 2-3 kødretter og til sidst dessert og måske kaffe. Her gælder det virkelig om at holde hus med appetitten.

Lokale produkter

Vildsvin
Egnens jægere har ikke været udelt begejstrede ved udsigten til, at området skulle være en naturpark, for de så i ånden, at de ikke længere kunne gå på jagt og nedlægge fx vildsvin. Selvom deres ret til at jage bliver begrænset, er der ikke nogen tvivl om, at de stadig vil få lov til at jage deres hovedbytte, vildsvin, - og at der dermed også fremover vil være vildsvin på menukortene – for vildsvinebestanden er meget stor i området.

Kastanier
Kastanier har i århundreder været en væsentlig bestanddel af kosten i dette område. Det vidner de kastaniefester, som afholdes i egnens byer i september-oktober måned, om. Under disse fester bliver der på byernes centrale pladser ristet kastanier i store pander over åben ild. Røgen og de velsmagende kastanier fremmer den naturlige tørst, som slukkes i øl eller lokal vin.

Bønner
Ud over vildsvin er området kendt for de meget delikate hvide bønner - de såkaldte Pigna-bønner.

Olivenolie

Oliven har her – vil i hvert fald de lokale hævde – ideelle vækstbetingelser med varme – men ikke for varme - somre og kølige, men dog milde vintre. Dyrkningsforholdene er meget besværlige i Liguriens bjerge, sammenlignet med andre steder i Italien. Gennem århundreder har man bygget de terrasser på bjergsiderne, hvor man har kunnet plante oliventræerne. Det har været hårdt at bygge og vedligeholde terrasserne. Og det, at de netop står på terrasser og ikke på jævne skråninger eller flade marker, gør også pasningen af træerne ret besværlig. Dertil kommer, at man enten skal køre langt ad snørklede og smalle serpentinerveje, der snor sig op ad bjergsiden eller man må gå til fods ad æselstier. At folk trods besværet og på trods af, at man her kun kan høste med traditionelle metoder – dvs. med en masse håndkraft – alligevel dyrker oliven, er sikkert udtryk for at de sætter stor pris på – i hvert fald til eget forbrug - at kunne producere den velsmagende olivenolie, som egnens oliven kan give. Høsten kan foregå over en længere periode – fra slutningen af november til februar. Når man har banket de modne oliven ned fra træerne med lange smidige kæppe og samlet dem i de net, man har bredt ud på jorden, fjerner man de blade, der også er faldet ned, og bringer kasserne med oliven til en af de lokale olivenmøller, en frantoio. Få timer senere kan man så hente den olie, der er blevet presset af ens egne oliven.