I Pigna

De fleste vil komme til Pigna sydfra - ad vejen, der snor sig gennem Nerviadalen - forbi de andre middelalderlandsbyer Dolceaqua og Isolabona.

De italienske bilister er her ret hensynsfulde - det skyldes nok, at der er temmelig mange unge og ældre motionscyklister på denne strækning. Med en stigning på godt 300 meter fra Ventimiglia til landsbyen Buggio, der er lillebroderen i "dobbeltkommunen" Pigna, og som ligger lidt højere oppe i dalen, er denne rute rigtig velegnet til et par timers cykeltur.

Pigna ligesom vokser frem af bjergsiden, når man nærmer sig den. Det er næppe til at se, hvor et hus holder op og et andet starter - organisk glider de over i hinanden. Farvesætningen er afdæmpet - fra murenes beige, lysegule og okker til tegltagene rødbrune farve - kontrasteret af skoddernes flaskegrønne farve.

Luften omkring husene skæres af adrætte svaler og mursejlere i deres jagt efter insekter. Og hen imod aften hører man i det sene forår frøernes kvækken nede fra vandløbet i bunden af dalen.

Naturen er tæt på i denne landsby.

Når man så bevæger sig ind og op i denne gamle by, hvor tiden synes at stå stille, mærker man en svalende luftning i de skyggefulde gyder.

Byens ro og befolkningens venlighed og imødekommenhed gør, at det er dejligt at være gæst og at leve her.

Byens eneste rigtige købmandsbutik, en 'alimentari', som ligger på Via S. Rocco, har - trods butikkens lidenhed - de mest nødvendige dagligvarer. Til bistroen Da Nui på Corso de Sonnaz (lukket om vinteren) er der knyttet en Alimentari med en begrænset udbud af varer. Og så er der ellers kun én butik mere, et apotek. Penge kan man hæve i en hæveautomat.

Er det småt med dagligvarebutikker i Pigna, er byen til gengæld godt forsynet med spisesteder og barer: Den omtalte bistro, en café, et pizzeria, tre restauranter og 2 barer. Og synes man ikke det er nok, er der ikke langt til de nærmeste landsbyer, hvor der også er en hel del restauranter, caféer og barer. I vinterhalvåret har mange spisesteder begrænset deres åbningstider.